Foråret er på vej

hæklede blomsterrangler under hvide svævende blomster

Selvom foråret officielt er begyndt, er det lidt svært at mærke det på temperaturerne. Jeg er godt nok også en kæmpe frossenpind, og jeg slipper sjældent vanterne før juni!

Foråret er bare så magisk i Danmark, og det er først nu, hvor jeg har rejst så meget med min kæreste i Asien, at det er gået op for mig, hvor meget jeg elsker dansk forår. Jeg elsker at gå ture i skoven, spotte de første vintergækker og se skovbunden være dækket af et solgult tæppe af de fineste små erantisser. Men 30 grader, frodige junglelandskaber og turkisblåt vand er heller ikke er helt tosset lige nu, hvor min kæreste og jeg rejser rundt i Cambodja 

De varmere temperaturer og lysegrønne knopper på træerne gør bare noget ved mennesker. Man bliver lige det gladere! Selv får jeg mere lyst til livet, og jeg ender oftest med at blive meget bedre til at lave aftaler med folk. Dog har man om foråret stadig nogle grå aftener, hvor det bedste er at sætte noget god musik på, lave en varm kande te, og så bare putte sig ned i sin yndlingsstol med hæklegrejet. Ahh, forår er det bedste! 

Ulempen ved foråret, synes jeg, er, at jeg ikke kan vente med at tage min forårsgarderobe i brug, og i de første måneder må jeg se mig tvunget til at vralte rundt i min store vinterjakke, fordi temperaturerne bare ikke er høje nok til at tage en lettere jakke på. Så må jeg ty til andre midler for at få den komplette forårsfornemmelse, så jeg skifter altid min store vinterhue og vanter ud med pandebånd og pulsvarmere. Det er ikke verdens største ændring, men så kan man nemmere overbevise sig selv om, at varmen er på vej, og så kan mit overtøj afspejle mit forårshumør lidt bedre.

Jeg er meget romantisk anlagt, og min yndlings-hækleteknik for tiden er muslingeskallerne, som passer perfekt til min romantiske stil. Jeg har derfor designet et sødt sæt af pulsvarmere og pandebånd, som jeg ville have gået foråret i møde med i år, hvis jeg altså ikke rejste i Cambodja i skrivende stund. Det gode ved pulsvarmere er, at hvis man ikke er helt klart til at slippe sine vanter endnu, så kan man tage sine pulsvarmere på uden på et par lækre læderhandsker. Det kan bare se så flot ud! Hvis man ikke har nogle, kan man nemt investere i et billigt par, som ikke behøver at være de varmeste på markedet, for det er jo forår. Det kan give ens look en 'edge', hvis man ikke har behov for, at det bliver alt for ’sødt’.

hæklede beige pulsvarmere mellem dekorativ blomst

Begge hækleopskrifter er nemme at gå til, og de kan helt sikkert se virkelig flotte og forårsagtige ud, hvis de bliver hæklet i nogle fine farver. Jeg er selv stor fan af Drops’ Baby Merino i råhvid, som kan matche hele min overtøjsgarderobe.

Tak fordi I læste med ♡ Hvis I hækler mine designs og lægger dem på Instagram, så husk endelig at hashtagge #idamariehaekler. Jeg vil elske at se jeres forårskreationer!

Indtil næste gang, håber jeg, I vil nyde foråret for mig denne gang, og jeg håber, I får hæklet en masse flotte ting. God hækling.

 

ida-marie ♡


Skriv en kommentar

For at undgå spam skal kommentarer lige godkendes, før de offentliggøres. Men skriv endelig, og din kommentar vil blive vist hurtigst muligt ♡