Disse masker og teknikker skal du bruge til opskriften
Klik på den maske, du har problemer med, og se min trin-for-trin guide
Stangmaske = stgm
Kædemaske = km
Luftmaske = lm
Opskrift
Pandebåndet hækles som en klud og bliver efterfølgende hæklet sammen i siden
Start med at slå 17 lm op med en nål på 4.5 (hvis du ikke har en nål på 4.5, så kan du sagtens bruge en på 4.0, du skal bare huske at slå maskerne løst op)
Skift nu til en hæklenål 4.0 og brug denne på resten af arbejdet
1. række: *1 stgm i hver m* afslut med 1 lm, vend (18)
2. række: *1 stgm i bagerste maskeled i hver m* afslut med 1 lm, vend (18)
3.-? række: Gentag række 2, indtil dit pandebånd kan nå rundt om dit hoved
Det er svært at komme med et endegyldigt bud på, hvor mange masker, man skal bruge til hvilken hovedform. Dette afgøres af valg af nål, garn og ikke mindst hvor stramt eller løst man selv hækler. Hvis du anvender det samme garn som jeg, kan du som hovedregel gå efter:
Small: 35-38 rækker
Medium: 39-42 rækker
Large: 43-45 rækker
Igen, så er det rigtig svært at sige noget konkret, jeg vil derfor altid råde til, at man måler det hoved, som skal have pandebåndet på, og hækler antallet af rækker efter det
Husk at pandebåndet har en del stræk, så når du måler efter, så er det vigtigt, at du strækker arbejdet ud, så du får den præcise længde på det
Når du har nået den ønskede længde på dit pandebånd, ser det sådan ud:
Det er nu tid til at hækle den sammen i siden
Klip IKKE garnet, men læg pandebåndet sammen og hækl enderne sammen med km
Sørg for at stikke nålen igennem maskerne på begge sider, som vist på billedet:

Når du har hæklet km hele vejen langs kanten, skal du klippe garnet og hæfte ende
Vend herefter pandebåndet den anden vej, så retsiden vender udad

Nu skal du hækle den lille snip, som kommer til at skabe sløjfeformen på dit pandebånd
Start med at slå 5 lm op med en nål på 4.5 (og som tidligere nævnt; hvis du ikke har en nål på 4.5, så kan du sagtens bruge en på 4.0, du skal bare huske at slå maskerne løst op)
Skift nu til en hæklenål på 4.0, og brug denne på resten af arbejdet
1. række: *1 stgm i hver m* afslut med 1 lm, vend (6)
2. række: *1 stgm i hver m* afslut med 1 lm, vend (6)
3. – 5. række: Gentag 2. række, og lad være med at klippe garnet, når du er færdig

Tag i stedet din snip og fold den rundt om den ene side af pandebåndet, og hækl den sammen med km. Klip garnet og hæft ende
Det kan godt være lidt besværligt at hækle snippen sammen, da man skal strække den meget ud. Bare rolig, det kommer til at se rigtig fint ud, når først den sidder der
Det handler endnu engang selvfølgelig om valg af garn og nål, så det kan selvfølgelig godt være, at du skal justere med flere eller færre rækker, særligt hvis du har hæklet med andre materialer eller garn
Alternativt kan du også sy snippen fast, hvis du er mere komfortabel med det
*Hvis du er forvirret, så læs eventuelt min guide til hækling i bagerste maskeled.
God fornøjelse ♡
*Opskrift eller produkt fremstillet heraf må ikke sælges eller på anden måde benyttes i kommercielt øjemed